Arne Andersen Vrå er hovedentreprenør på en omfangsrigt renovering af Vivaboligs lejeboliger i Rughaven i Vejgaard.
Første spadestik til det gennemgribende renoverings- og fornyelsesprojekt blev taget første i april 2015, og byggeriet forventes at strække sig over en periode på tre år.
Projektet indebærer bl.a. en væsentlig forbedring af lejlighedernes indeklima og energiforbrug i form af udskiftning af vinduer, installering af ventilation med varmegenvinding samt eliminering af kuldebroer. Også belysningen i alle opgange, elevatorer, kældre samt udearealer energioptimeres.
Som en del af renoveringen indgår også etablering af såkaldte tilgængelighedsboliger, så ca. en tredjedel af lejlighederne fremover er med elevator i opgangen og ældre- og handicapvenlig indretning.
Afdelingens udearealer får ligeledes et løft med etablering af nye grønne arealer samt lege- og opholdsfaciliteter.